tirsdag den 14. september 2010

Skole, San Fran, Sport og "Sommer-ret"

Så er der gået nogle uger siden det første indlæg, og jeg er så småt begyndt at falde til herovre. Tiden er fløjet forbi, da der har været meget at få styr på med henblik på fag, fritidsaktiviteter og fester (ja, der KAN klemmes en enkelt festlig begivenhed ind mellem alle lektierne, selv om det hovedsagelige fokus naturligvis ligger på sidstnævnte) :oP

Jeg regner med fra nu af, at opdatere bloggen mere jævnligt og med meget kortere og mere uformelle indlæg (ca. med 1-3 dages mellemrum) -men nu får I lige en kort update på hvad der er sket siden sidst...

Undervisningen har nu været igang i tre uger, og jeg er ved at finde ud af, hvad det kræver (af hjemmearbejde især) at kunne tage aktiv del i undervisningen. Vi har kunnet skifte fag frem til i fredags kl. 17 (deadlines er ikke diskuterbare herovre, i modsætning til CBS), og jeg endte med at ændre et enkelt fag. Jeg tager følgende fire fag:

Managing the Digital Revolution for Your Business:
KLART det hårdeste fag indtil videre. Vi har ingen midterm, men bliver til gengæld kontrolleret, overhørt og testet stort set hver gang. Jeg mener, at vi skal igennem 23 tests og 6 præsentationer (endelige eksamen ikke medregnet). Faget er meget relevant for mit studie, men da mit studiesekreteriat mener at det overlapper for meget med et grundfag vi havde på første år, har de trukket deres forhåndsgodkendelse tilbage (48 timer inden deadline for at ændre fag). Jeg har dog besluttet mig for at gå sammen med min "professor" og arbejde på at få godkendt faget alligevel, da hun tilbød sin hjælp, og meget gerne ville kontakte mit studiesekreteriat og tage mig og faget "i forsvar" (så det krydser jeg fingre for vil lykkes, da faget klart er en videreudvikling af hvad vi har haft i DK!).

Marketing Fundamentals:
Meget interessant fag, som indebærer de grundlæggende principper inden for marketing -deraf navnet! :o) Den generelle faglige arbejdsmængde i vores forskellige fag er, ifølge min professor i dette fag, ikke skudt i gang endnu, hvilket giver mig en lille angstfyldt sveddråbe på panden og lysten til at sige "piv" og "jamen", for jeg har aldrig lavet så mange lektier og hjemmeforberedelser før, som jeg gør nu. Jeg har midterms i dette fag, og som en del af vores pensum, har jeg netop meldt mig til det første research projekt (vi SKAL igennem to) for at opnå fuld score inden for denne del af faget. Ellers skal vi prøve et interessant karaktersystem af i faget på onsdag, hvor vi skal medbringe små kort på 3"x5" (inches) med vores navn på, og hver gang vi siger noget i timen, skal vi så aflevere et kort til ham, hvorpå han påfører point for kommentaren på en skala fra 3 til -2, hvorefter han beholder kortet!!! Så kan man tale om kontant afregning, og jeg vil nok tænke mig om en ekstra gang, inden jeg rækker hånden i vejret!

International Business Communication:
Et fag jeg ikke har haft særlig mange gange, da jeg skiftede til det efter at have måttet indse, at forretningsmodeller udformet og udviklet i excel-ark enten ikke er noget for mig, eller i hvert fald skal tages på dansk!!! Dette fag er til gengæld ret interessant, med stort fokus på kulturforskelle, forhandling, formelle ting som skal tages i betragtning ved internationale foretagener og udvikling af personlige kompetencer. Vi har lavet spejl-vægs eksperimenter, rollespil med forhandlinger, og skal lave et kreativt projekt, hvor min gruppe (overordnet) indtil videre har besluttet sig for at lave et projekt om at åbne et tøjdesign institut i Afrika i uddannelsesøjemed, mhp at sætte det specifikke land/område på verdenskortet. I næste uge skal vi lave individuelle præsentationer (dog inden for et andet emne), som vil blive filmet med muligheden for at få det evalueret personligt af vores professor, samt få feedback fra medstuderende på sine præsentationsevner.

Public Communication Campaigns:
På sin vis et rigtigt hyggefag. Vi skal aflevere tre større opgaver omkring selvvalgte kampagner, problem områder, eller TV serier som har skjulte budskaber/bruges til at ændre en befolkningsadfærd (Entertainment-Education). Faget bruges på at gennemgå, hvad der skal til for at kampagner lykkes og MANGE eksempler på tidligere kampagner, tv-serier og radioshows, Public Service Announcements osv...Der er dog en del læsning, men ingen tests, da det er meget individuelt hvad folk vil skrive om, og fordi faget er et fag af "honors"(ære), som professoren siger, så det er en tillidssag at vi læser stoffet. Det er rigtig rart, da det tit kan føles som om professorerne er "på nakken" af én: overvågning, kontrol, evaluering, overvågning, kontrol, evaluering.

Generelt er det noget af en omstilling til systemet og et helt andet pres at have på sig (konstant eksamenslæsning), men samtidig godt og sundt at prøve det af -så kan man jo tage det af det man vil, med sig hjem til sine studier på CBS.

San Francisco:
I forbindelse med Labor Day, mandag d. 6 september, var vi en del udveklslingsstuderende, herunder seks danskere, som besluttede os for at tage en tur til San Francisco fra tidlig fredag morgen til sent mandag aften (Labor Day er en universitets"helligdag" = ingen undervisning). Der kørte i alt 6-7 biler afsted, så vi var en del. San Francisco er en feeeeed by(!!!!) og minder meget mere om eksempelvis N.Y. end L.A. gør. Så vi fik set Golden Gate Bridge, Golden Gate Park, Hippie distriktet, Fishermens Wharf, Peer 39, Berkeley Universitet og kombineret det med lidt shopping, research af nattelivet, og lidt mere shopping. Anita og jeg, nåede også en tur på Blues bar, da jeg var blevet anbefalet et sted som hedder Biscuits and Blues (af en meget troværdig kilde), som tilfældigvis lå på den gade vi boede på. Alt i alt en fantastisk tur, som bestemt ikke har skræmt os fra at vende tilbage dertil ved en senere lejlighed.

Sport:
Jeg har været nede og spille med i badmintonklubben to gange nu, og det er 99,9 % asiater....og mig!!! Niveauet er helt fint blandt nogle, teknikken er derimod til at diskuterer (men det virker!) :o) Da jeg desværre glemte mine to ketchere derhjemme, har jeg lånt min fars 3. reserveketcher med -og ja, det er en ny og anderledes oplevelse at lave svære slag som smash og netdrop med en ketcher med 7-8 kg i, men det lykkes (nogle gange!). Det er gas (nej det er ikke!), men selvfølgelig sætter jeg stor pris på at have lånt den, den skal bare have nye strenge at spille på (tak far!) ;o) Så har jeg været nede og spille tennis for første gang, og overvejer om jeg skal melde mig ind i tennisklubben, eller bare spille når muligheden byder sig. Indtil videre har jeg investeret i en Wilson ketcher fra Wallmart (supermarked), så må vi jo se hvor meget (eller hvor lidt) Wozniacki der er i mig -jeg var god til højdere i dag, de ramte ikke helt banen, men man skal jo starte et sted! Ellers er der som tidligere nævnt, gode faciliteter med gratis fitness og svømning, og jeg er blevet udfordret i squash af én af de andre danskere -mere om det, hvis jeg vinder!

Pot-lock:
vi har haft en lille get-together i den bygning hvor jeg bor, arrangeret af de to RA'ere som er dem der er ansvarlige for, at husregler m.v. bliver overholdt! Pot-lock gik ud på at alle lejligheder skulle komme med en ret fra deres land, da vi er fra mange forskellige dele af verden. Efter mange overvejelser og lange diskussioner, besluttede vi os for at kaste os ud i den oplagte danske sommerret når det er 30 grader varmt: risengrød! Vi så ikke forhindringer men blot udfordringer, og en lille bagatel såsom at man kun kunne få langstilkede ris, var blot et spørgsmål om kreativitet. Efter meget gå-på-mod og røren i gryden i en time og et kvarter, måtte vi indse at risene nok ikke blev hverken meget større eller mere grød-agtige. Vi var et øjeblik ude i "hvad nu hvis man blender det?!", men da vi ikke har nogen blender og vores køkkenredskabssortiment i forvejen er begrænset, mundede det ud i "folk ved alligevel ikke hvordan risengrød skal se ud eller smage!". Så vi drog afsted, og med lidt kanelsukker gik det hele....okay! :o)

Så alting kører derudaf i højt gear, og der er snak om at tage en tur til San Diego i den kommende weekend, men nu må vi se om det kan passe ind i skemaet, med læsning, sport, og mere læsning!

Over and Out!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Giv en kommentar til indlægget